Voldsomme forandringer

Fabrik hvor de fangede fisk forarbejdes @ Nationalmuseet

Kildebank Grønland basis – tema 5, kilde 3

Få teksten læst højt

I 1950’erne og 1960’erne skete der voldsomme forandringer i Grønland. Måske gik det hele lidt for stærkt?

Kilde a

Mads Lidegaard (1925-2006), der var præst i Nuuk, skrev i 1959 en artikel Den glemte generation. For Lidegaard var det især de voksne grønlændere, der havde svært ved at klare omstillingen.

Artiklens indledning

”Det er umuligt at bevise, hvor mange af den nye tids meget omtalte samfundsproblemer, som findes i den glemte generation og dens måde at opføre sig på. Men det er tydeligt, mange har svært ved at klare de udfordringer, som den nye tid giver, og som får moralen til at bryde sammen. Det viser sig i kønslig holdningsløshed, umådeholdent drikkeri, stigende kriminalitet, og hvad man ellers jamrer sig over i nutidens Grønland.”

Mads Lidegaard: Den glemte generation. Tidsskriftet Grønland, 1959

Hele artiklen findes online på tidsskriftets hjemmeside.

Kilde b

P.H. Lundsteen (1910-1988) var født i Danmark og var landshøvding i Grønland fra 1949 til 1961. Ved sin afsked i 1961 skrev han i tidsskriftet Grønland:

P.H. Lundsteen (til venstre)

”[…] man kan ikke se bort fra, at store dele af den grønlandske befolkning ikke i tilstrækkelig grad føler, at de er med i det, der foregår. […] Hele den moderne indsats på masser af områder har medført, at højere uddannede udsendte danskere har fået jobs og poster, som grønlændere tidligere havde. […]

Vi ved også, at der udsendes store antal af ufaglærte arbejdere fra Danmark. Uden at der har været foretaget tilbundsgående undersøgelser af, om grønlænderne kan eller bør gå ind i opbygningsarbejdet.

Tidsskriftet Grønland, 1961

Spørgsmål

  • Hvordan forklarer ophavsmanden (Mads Lidegaard) de sociale problemer i Grønland?
  • Mener du, at han har ret? Begrund.
  • Hvad er ifølge ophavsmanden (Lundsteen) problemerne med moderniseringen af Grønland?
  • Mener du, at han har ret? Begrund.

Create a website or blog at WordPress.com