Nordboerne og inuitterne mødes

Kildebank Grønland basis – tema 1, kilde 2a & kilde 2b

Få teksten læst højt

Kilder tyder på, at nordboerne mødte andre folkeslag i Grønland.

Kilde a

I slutningen af 1100-tallet skrev en norsk munk om nordboerne. Han fortalte, at nogle nordboere var rejst mod nord for at jage. Her mødte de et andet folk. Nordboerne kaldte folket for skrællinger. Ordet kan betyde en svag person eller ”svækling”. Det kan også betyde ”folk der går klædt i skind”. Nordboerne selv gik klædt i tøj af uld.

”Længere mod nord mødte jægerne (nordboerne) nogle små mennesker, som de kaldte skrællinger. Når de blev såret af våben, blev deres sår hvide, og de blødte ikke. Men hvis de blev dødeligt såret, blev blodet ved med at flyde. De kendte ikke til jern. De brugte hvalros-tænder som kastevåben og skarpe sten i stedet for økser.”

Gustav Storm: Historia Norwegiæ. 1880

Kilde b

Figurerne er fundet ved en inuit-boplads. Man mener, at figurerne forestiller nordboere.

Originalerne findes på Nationalmuseet i København. (c) Nationalmuseet

Spørgsmål

  • Hvordan kan den norske munk vide noget om nordboernes møde med ”skrællingerne”?
  • Hvad lægger munken vægt på, når han beskriver skrællingerne? Hvorfor mon?
  • Hvad i kilden mener du er rigtigt? Og hvad kan ikke passe?
  • Hvilke oplysninger giver kilde b (figurerne) om nordboerne?

Create a website or blog at WordPress.com