Ud af isolationen

Kildebank Grønland udvidet – tema 4, kilde 2

Få teksten læst højt

Danmark havde holdt Grønland og grønlænderne isoleret fra omverdenen. Grønlænderne kunne kun købe og sælge varer gennem den Kongelige Grønlandske Handel (KGH). Under krigen havde der været flere tusinde amerikanske soldater i Grønland. Det havde givet grønlænderne større indsigt i omverdenen. Efter krigen overtog den danske regering igen magten over Grønland. Spørgsmålet var, om monopolet skulle bevares og Grønland igen være et lukket land.

Den grønlandske politiker Nikolaj Rosing (1912-1976) havde i 1930’erne været medlem af landsrådet for Nordgrønland. I juli 1945 havde han en artikel i Grønlandsposten:

”[…] det store spørgsmål for vort land og folk er, om Grønland fortsat skal være et lukket land. Jeg mener, at afspærringen af Grønland ikke længere kan være til nogen gavn. […] Men Grønland skal ikke lukkes op for alle andre nationer, kun for danskere og færinger, der står os nær.

Fortsættes politikken med at holde Grønland lukket, vil det svække det grønlandske folk. […] Grønlænderne skal udvikles til ligestilling med andre nationer. […]

Jeg er enig med dem, der hævder, at vi bør bevare kajakken, som en af vore største værdier. Men […] fiskeriet er nu hovederhvervet langs den største del af kysten. Det kan udvides mere, men det kan ikke kun foregå med kajak.

Når det gælder fiskeriet, har vi brug for større fartøjer og bedre lejlighed for at se, hvorledes danskere og færinger benytter disse for at tjene deres daglige brød. […]”

Grønlandsposten, juli 1945

Spørgsmål

  • Hvorfor mon Rosing ikke vil åbne Grønland for andre nationer end danskere og færinger?
  • Hvordan skabes der ifølge Rosing udvikling og fremgang i Grønland?
  • Sammenlign Rosings holdning til Grønlands fremtid med Daugaard-Jensen fra [tema 3, kilde 4]. Hvad kan være forklaringen på de forskellige opfattelser?

Create a website or blog at WordPress.com