Kildebank Grønland udvidet. Tema 2: introduktion

Hvalfangst og ekspeditioner

I begyndelsen af 1400-tallet forsvandt de sidste nordboer fra Grønland. Et par hundrede år senere gjorde hvalfangst igen Grønland interessant for europæerne. Fra hvaler fik man spæk og tran, der bl.a. blev brugt som olie til lamper, til smøring, sæbe og maling. Det var især englænderne og hollænderne, der drev hvalfangst.

Englænderne og hollænderne købte skind, tænder fra narhvaler og hvalrosser og andre varer af grønlænderne. Som betaling fik grønlænderne tøj, redskaber af jern, glasperler og spiritus.

Christian 4. hævdede, at han havde ret til hav og land mellem Norge og Grønland. Han sendte ekspeditioner afsted, der hjembragte varer fra Grønland. Ekspeditionerne bortførte også grønlændere, som de bragte med til Bergen og København. Men de andre søfartsnationer ville ikke opgive hvalfangsten og handelen med grønlænderne. I første halvdel af 1700-tallet var der hvert år omkring 150 hvalfangerskibe i Davis Strædet, så det lykkedes ikke Christian 4. at holde dem væk og genvinde kontrollen med handelen med Grønland.

Magten over Grønland

Det gik bedre for hans søn og efterfølger Frederik 3. Han sendte flere ekspeditioner til Grønland og indførte en isbjørn i rigsvåbenet som tegn på, at han også herskede over Grønland. Omkring 1720 fik præsten Hans Egede Frederik 4.’s tilladelse til at oprette Bergens-kompagniet, der skulle anlægge handelspladser (kolonier), drive hvalfangst, fiskeri og lede efter mineraler. Kompagniet skulle finansiere Hans Egedes mission i Grønland, men også give overskud til den dansk-norske stat.

Bergens-kompagniet fik efter få år økonomiske problemer. Så gik kronen (staten) ind i projektet under navnet Almindelige Handelskompagni. I løbet af århundredet anlagde kompagniet en række handelsstationer eller kolonier langs den grønlandske vestkyst. I 1770’erne blev Almindelig Handelskompagni opløst. Den danske stat oprettede Kongelige Grønlandske Handel (KGH), som overtog kontrol og handel med Grønland.

KGH fik eller tog sig monopol (eneret) på handelen med varer fra Grønland, og det var forbudt for grønlændere at handle med andre. Monopolet isolerede Grønland fra omverdenen.

For grønlænderne betød monopolet, at de kun kunne afsætte deres varer, først og fremmest spæk og skind fra sæler og andre havpattedyr, til KGH’s butikker. Og de penge, grønlænderne fik for deres varer, kunne de kun anvende i de samme butikker. KGH fastsatte priserne for det grønlænderne solgte og købte. Den danske grønlandspolitik gik ud på, at de grønlandske kolonier helst skulle give overskud.

Formørkede hedninge

For Hans Egede var grønlænderne formørkede hedninge, og det gjaldt om så effektivt som muligt at udryddede grønlændernes oprindelige religion og tilhørende ceremonier.

Efter nogle år erkendte missionærerne, at skulle de have succes med at indføre kristendommen i Grønland, måtte det ske i respekt for grønlændernes kultur og på deres sprog. En beregning fra 1789 viste, at henved 3.000 af Grønlands ca. 5.000 indbyggere var døbte.

I begyndelsen var det danske missionærer, der søgte at udbrede kristendommen i Grønland. Efterhånden blev grønlændere inddraget som medhjælpere for missionærerne. De blev kaldt kateketer. De skulle også undervise grønlænderne, så de selv kunne læse i Bibelen.

I flere kolonier blev der opført kirker. I 1840’erne blev der oprettet to kateketseminarier i henholdsvis Nuuk og Ilulissat. Hvert år blev der optaget 6-8 unge mænd. Efter en uddannelse på op til seks år lang var de uddannet. Efterhånden kunne missionen og undervisningen varetages af grønlandske kateketer.